LEVE OG BO: Når vi starter en  TEMADAG på et plejehjem spørger vi ofte: "Nåh - hvad laver I så egentlig her?" Pause "Joh, vi har lavet "et leve- bo-miljø" for de ældre" "Det lyder godt - men huset er det samme - brugerne er de samme - personalet er de samme - så hvis der er en forskel, må den ligge i Jeres adfærd? - Hvad GØR I anderledes?" Pause Og nu kommer der meget forskellige - og ofte svævende og lidt slagordsprægede svar - og henvisninger til intentionerne i Serviceloven. Vores tanker om dette - (og det er også det temadage/kurser handler om) findes i indledningskapitlet i den nye udgave af "Lidt Tid Ekstra", som gengives uforkortet her: Noget om vores indfaldsvinkel til ældreområdet fra indledningskapitlet i den nye udgave af "Lidt Tid Ekstra": Vi har i mere end et kvart århundrede arbejdet på forskellige institutioner for ældre, for psykiatriske patienter og psykisk og fysisk udviklingshæmmede. Indtil for ca. 20 - 30 år siden sagde man f.eks. om psykisk udviklingshæmmede (de hed “åndssvage” dengang) og psykiatriske patienter, at man ikke skulle stille for store krav til dem, at de vanskeligt kunne påvirkes, at de havde godt af at leve fredeligt i smukke omgivelser, med god og kærlig pleje, og hvis der alligevel kom problemer kunne man give dem medicin, spænde dem fast, operere dem i hjernen, låse dørene osv., - alt sammen naturligvis for deres egen skyld! Og nu Indenfor nogle af disse områder er der sket intet mindre end en revolution! Mange flere mennesker klarer sig selv, eller får meget mindre hjælp end tidligere. Færre bliver bundet fast, medicineringen er reduceret, dørene er blevet låst op! Personale og pårørende er godt tilfredse med udviklingen, - de fleste har glemt hvor meget de i sin tid protesterede! Man har med gode resultater erstattet “pleje” med “selvstændiggørelse”, selvom man også i sin iver nogle gange er gået for langt (psykisk udviklingshæmmede, der henslæber deres ensomme tilværelse på jernbanestationer eller i butikscentre, eller svært psykisk syge, der lever under usle forhold i en uhumsk bolig). Indenfor ældreområdet har man nok haft de samme intentioner, nemlig “længst muligt i eget hjem”, men man har samtidigt haft nogle pleje- og hjælpevaner, der sidder godt fast. Og selv i nye bøger indenfor området læser man om, hvad gamle ikke kan, om deprimerende symptomer på demens, og om at man endelig ikke må overstimulere. Der står ikke meget om hvad ældre mennesker kan og skal. Eksempel: En morgen kom vi - for tidligt - til et plejehjem, hvor vi skulle holde kursus. Vi gik ind i dagligstuen, hvor 3 af de mandlige beboere sad og kiggede på morgen-TV. De fik deres morgensmøg, inden der blev serveret morgenmad. Lyden på TV kunne ikke høres (måske godt det samme?), fordi en rengøringsassistent var i gang med sin store industri-støvsuger. Da hun nærmede sig de tre tilsyneladende velfungerende mænd, løftede de automatisk benene, så hun kunne komme til! Hun sagde ikke noget - beboerne sagde ikke noget, - det var en vane, måske endda en gammel vane, - hos begge parter? Inden støvsugningen havde rengøringsassistenten nippet blomster, tømt askebægre, støvet af osv. Forestil dig scenen: Meyerheim i fjernsynet, - uden lyd  3 mænd der sidder passivt og ryger en rengøringsdame, der aser og maser rundt, og allerede er bagud i sin arbejdsplan (+ 2 måbende psykologer) Er det at være sammen? Senere på dagen spurgte vi rengøringsassistenten, om hun troede at de 3 ældre herrer var i stand til at gøre nogle af de ting, hun gjorde? Hendes svar var typisk “Ork ja, det meste!”, - men lige så typisk var hendes non­verbale reaktion på spørgsmålet. Hun var forundret, næsten måbende, over at vi kunne spørge om sådan noget, - det var tydeligt, at det slet ikke var noget man havde snakket om, - eller tænkt over. Den samme lidt forbløffede reaktion har vi fået, når vi har spurgt: er der virkelig ikke en eneste af de ældre, der kan hjælpe til i køkkenet? er der virkelig ikke en eneste af de ældre, der kan sætte porcelæn på plads? er der virkelig ikke en eneste af de ældre, der kan fodre Jeres dværghøns? er der virkelig ikke en eneste af de ældre, der kan vande græsplænen? er der virkelig ikke en eneste af de ældre, der kan skifte pærer? er der virkelig ikke en eneste af de ældre, der kan passe blomsterne? er der virkelig ikke en eneste af de ældre, der kan køre en madvogn? er der virkelig ikke en eneste af de ældre, der kan …? - Og medens plejehjemmet udefra ser øde og udbombet ud (mange ældre kommer mindre udendørs end fængslede storforbrydere!), maser personalet rundt indendørs, og nogen prøver at motivere hr. Jørgensen til at køre på motionscykel, eller hr. Gregersen til lave stoftrykservietter til julebazaren. Efter at have sundet sig lidt over vores mærkelige spørgsmål kommer alle undskyldningerne: “Jamen, vores er så dårlige”, “Det kan ikke lade sig gøre”, “De vil ikke”, “Det tager alt for lang tid”, “De spilder”, “De griser”, “Det er synd, nu skal de have det lidt godt på det sidste”, “Har I prøvet at arbejde sådan et sted?” Det er de samme argumenter som vi hørte andre steder for mere end 25 år siden! Argumenterne er positivt ment, man vil beskytte og pleje, - men de er samtidig udtryk for negative forventninger til andre mennesker. At kunne og at skulle Denne bog indeholder ideer og redskaber til at bedre samværet og reducere adfærdsproblemer. Men det er ikke en “Grundbog i billig ro og orden”. For at bogens redskaber skal kunne fungere, må man være indstillet på at brugerne (og du) skal have muligheder for at kunne mere, og at skulle mere. Ældre mennesker er, uanset evt. fysiske og/eller mentale begrænsninger og særheder først og fremmest mennesker, og ikke blot “patienter”, “demente”, “Alzheimere”, eller “tunge”. Selvom Petersen bliver kaldt “dement” er han stadig en individuel person, og vi skal bevare en både realistisk, men også optimistisk tro på, at vi ved vores måde at være på, kan påvirke hans adfærd! “Diagnoser” er gode nok, hvis de giver ideer til behandlingen, og de er noget skidt hvis de fungerer som en “dom”, der kun giver anledning til resignation og håbløshed, - og bliver en undskyldning, der dækker over manglende nytænkning og et samarbejde, der ikke fungerer. Ældre er mennesker med hver deres specielle historie, hver deres specielle færdigheder og erfaringer, sejre og nederlag, drømme og skuffelser. Få af dem du møder havde forestillet sig, at det hele skulle “ende” sådan. De er ikke forberedt. Alle har mistet (ægtefælle, venner, arbejde, førlighed, osv.), - der er meget i deres tilværelse de ikke kan gøre noget ved (se kapitel 6 om “indlært hjælpeløshed”). At leve sammen i et samfund indebærer, for os alle, en kombination af nogle rettigheder og nogle pligter. Der er ting vi kan og ting vi skal. Vi kan f.eks. bestemme nogle ting i vores liv, f.eks. hvem vi vil være sammen med, hvilket parti vi vil stemme på, hvilke bøger vi vil læse, hvad tøj vi vil have på, hvad vi vil lave i vor fritid, osv. Vi skal f.eks. gå i skole, arbejde, betale skat, køre i højre side af vejen, opføre os ordentligt over for andre mennesker, osv. Det betyder, forenklet sagt, at der så også er 2 metoder, man kan bruge til at udstøde mennesker af samfundet: Man kan sørge for, at de får færre valg, at de ikke kan noget, - det gør man f.eks. når man sætter mennesker i fængsel Men man kan også sørge for at mennesker ikke skal noget, - det gør man ved at holde op med at stille krav til dem Det første gør man bevidst i den hensigt at straffe personen. Det andet er ikke nogen bevidst udstødelse, man gør det i den tro, at man hjælper personen, eller fordi man ikke har de store forventninger til at personen kan noget selv. prøv engang: at tænke på en beboer du kender godt, og beskriv følgende: Hvad kan hun bestemme i løbet af en dag? - Hvad tøj hun vil have på? Hvad hun vil spise? Hvor? Med hvem? Hvem vil hun ikke vil være sammen med? Osv. Hvad skal hun i løbet af en dag? Hvilke aktiviteter står og falder med hende? Hvilke opgaver har hun? Og hvordan finder hun overhovedet ud af hvad dag, det er i dag? Er der faste aktiviteter knyttet til bestemte dage? Er der dagsplaner? Er der en tavle, der viser hvem der er på arbejde, og hvem der kommer på arbejde? Hvis man ikke kan så meget eller skal så meget kan man enten sige nej til det hele -  eller blive passiv. Man skal selvfølgelig også være opmærksom på, at helt andre interesser end de menneskelige og holdningsmæssige kan blokere udviklingen: eksempel: For et par år siden blev det foreslået, at en gruppe flygtninge i en modtagelseslejr på Sjælland selv skulle stå for madlavning og tøjvask. Det kunne man spare nogle penge ved, men først og fremmest syntes man, at det var et godt alternativ til at sidde og glo ud i den blanke luft, med forfærdelige minder bag sig, og en usikker fremtid foran sig! Personalet og deres fagforening protesterede voldsomt! - det var deres arbejde! Holdninger og handlinger Det har i mange år været en nationalsport, at tale om holdninger indenfor det sociale område. Og det er en vigtig diskussion!! - men der skal også være handlinger!! Pæne holdninger er pynt og hul dekoration uden handlinger! Handlinger kræver redskaber, - der er f.eks. stor enighed om at “længst muligt i eget hjem” er en god ide, men denne “ide” kræver nye redskaber og arbejdsmåder. Det er heller ikke nok, at man fra Socialministeriet meddeler “at magtanvendelse aldrig må træde i stedet for pleje og omsorg”, hvis personalet ikke har de nødvendige redskaber til at sætte noget i stedet, eller hvis den form for “pleje og omsorg” man giver, er årsagen til den aggression, der udløser magtanvendelsen?! Og det kræver selvfølgelig, at man sætter spørgsmålstegn ved nogle arbejdsmæssige vaneforestillinger! Ser jeg dine handlinger - kan jeg gætte på dine holdninger Hører jeg dine holdninger – er det ikke sikkert jeg bliver klogere "Samarbejde" Alle har lært at sige, at det er vigtigt at samarbejde. Man kunne vel næppe forestille sig at en nyuddannet social- og sundhedshjælper ved det første personalemøde siger: “Det der med samarbejde, det er helt mod mine principper”? Vi vil i bogen give gode argumenter for at “samarbejde” skal være mere end et refleksord, og at samarbejde og målrettet pleje er nødvendigt, for at brugerne skal få en værdig tilværelse. Alternativet er “indlært hjælpeløshed” (se kapitel 6) hos alle parter. TILBAGE TIL BØGER TILBAGE TIL ÆLDRE TILBAGE TIL START BGER.htmlBGER.htmlLDRE.htmlSTART.htmlshapeimage_3_link_0shapeimage_3_link_1shapeimage_3_link_2shapeimage_3_link_3