Kommentarer til et weekendkursus: Anvendt adfærdsanalyse i folkeskolen af Poul Erik Olsen Forvaltningschef MORSØ KOMMUNE En af folkeskolens største udfordringer i disse år, er det stadig stigende antal børn, der har problemer med at finde sig til rette i folkeskolens almindelige rammer. Konsekvensen af denne udvikling har været et stærkt øget pres på specialforanstaltninger uden for den almindelige klasses rammer, henvisning til specialforanstaltninger uden for den almindelige skole samt henvisning til vidtgående specialundervisning. Den kommunale specialundervisning er ikke særlig statistisk velbeskrevet, men for den vidtgående specialundervisning er der et fornuftigt dokumentationsmateriale vedr. henvisningsårsager og foranstaltningstyper. Dette materiale viser, at stigningen ikke skyldes et stigende antal børn med de traditionelle vanskeligheder: begavelse, fysisk handicap m.v.  Stigningen knytter sig entydigt til børn med adfærdsvanskeligheder, psykiske lidelser m.v., som med et tiltagende raffineret diagnoseapparat får påhæftet betegnelser som DAMP, ADHD, AKT, Asperger syndrom o.m.a. (Undertiden tænker man på, hvad man selv var blevet "udnævnt til", hvis børns forskelligheder i personlighed, havde været diagnosetyper, da vi selv gik i skole.) Som forældre og lærere lettes vi ved, at vore problemer med at magte opgaven med disse børn kan knyttes op på disse mange diagnoser - for så er det ikke os, der er noget i vejen med. Problemet ligger i børnene og andre - med særlig specialviden - må tage over. Lærerens oplevelse af, at der er specialister der kan meget mere, øges i takt hermed. Ud over problemerne med at børn diagnosticeres og evt. udskilles tales der i stigende omfang om forældres manglende opdragelse og normer og "en ny børnekarakter". Denne placering af problemet "i børnene" og deres hjemlige omgivelser har desværre forstærket opfattelsen af, at "den skrue, der skal justeres på" også sidder på børnene og evt. deres hjemlige omgivelser. Sådan er det bare ikke. Det er folkeskolens opgave, at differentiere omstændighederne omkring børnene, således at deres forskelligheder, kan tilgodeses inden for rammerne af folkeskolens fællesskab. Det er os, der skal justere på det faglige niveau, stoffet, metoderne osv. Når bortses fra diskussioner om normeringer, budgetter osv. er det ikke svært for os at justere på det faglige niveau, stoffet, metoderne osv. Men når problemerne knytter sig til normer, adfærd og lignende udefinerbare foreteelser bliver vi mere hjælpeløse. Og jo mere hjælpeløse vi bliver - jo mere ønsker vi at skyde problemet væk fra os - og udskille barnet. Men netop på dette område har vi en særlig forpligtelse til at se på os selv og de måder vi gør tingene på. Kunne det være vores tilgang til børnene? Hvorfor har den gamle forskolelærer(inde) meget mere ro og struktur i sin klasse end den nyuddannede? Tør eller kan vi ikke være tydelige, formulere hvad vi vil have og vise børnene, hvad vi sætter pris på. Preben Wagner og Mogens Baadsgaard har i hvert fald en del af svarene på disse spørgsmål. Deres tilgang er børnenes (og vores) adfærd - det vi ser og gør - og det vi ser børnene gøre - ikke det vi gætter os til. Vi inviterede dem til at undervise en gruppe helt almindelige lærere og pædagoger fra indskolingsafdelingen på en helt almindelig skole, som oplevede mange problemer med børns grænseløse adfærd. Med kærlig, humoristisk alvor viste de os i hverdagsbilleder, hvordan vores måde at spille ud over for børnene rent faktisk får den modsatte virkning - og hvordan vi ved at have bedre styr på vores intentioner og personlige virkemidler kan nå de resultater vi eftertragter. Kurset handlede om fornuftig og positiv omgang med børn, om at sikre sig børnenes opmærksomhed, give tydelige instruktioner og være præcis i det daglige arbejde. Såvel i det direkte arbejde med børnene, som i arbejdet med forældrene.   De deltagende lærere, havde to rigtig gode dage med mange erkendelser og ny brugbar indsigt "det var det bedste kursus jeg nogensinde har været med til" "alle vore kolleger skulle have lov til at have dette kursus" "jeg fik virkelig noget jeg direkte kan bruge""hold op, hvor har jeg dummet mig nogle gange - det vil kræve øvelse, at bruge det lærte, men jeg kan se, at det er vigtigt og nødvendigt".   Dette var nogle af de bemærkninger der faldt i pauserne og under evalueringen. Kurset var en vigtig introduktion, og undervisning i de vigtigste grundbegreber i anvendt adfærdsanalyse. Skolen skal nu overveje et videre forløb, som kan være fordybelse og egentlig konsulentfunktion på det daglige arbejde i bestemte klasser og omkring bestemte børn og introduktion af arbejdsformen til øvrige kolleger Men at skolen har fået en vigtig indsigt, der skal arbejdes videre med, er ingen i tvivl om.   Med venlig hilsen Poul Erik Olsen Forvaltningschef TILBAGE TIL START TILBAGE TIL BØRN OG UNGE START.htmlBRN_UNGE.htmlshapeimage_3_link_0shapeimage_3_link_1